SEO & Google AdWords
Ring på: 22 14 57 38

Indhold er det vigtigste element i SEO

Google justerer løbende sin søge-algoritme for at give brugerne de bedste søgeresultater på hver enkelt søgning og for at komme manipulation af resultaterne til livs eller i hvert fald få skåret ned på dem. Inden for de sidste par år har der været et par store opdateringer, som Google selv har kaldt for Panda og Penguin – måske et symbol på opgøret med “white hat” og “black hat” SEO, hvor sidstnævnte forsøger at manipulere med resultaterne og white hat følger Googles retningslinjer.

Disse to opdateringer har skabt megen røre i SEO-kredse og mange hjemmesider har fået et dyk i placeringerne i Google, især hvis de pågældende har været kunder hos ikke helt hvide men grå eller sorte SEO-firmaer. Men i bund og grund betyder det intet for de virksomheder, der løbende har fulgt Googles retningslinjer, der enkelt fortalt går ud på at skabe det bedste indhold for brugeren på de relevante søgninger, de måtte foretage. Gør man det, kommer omtalen på de sociale medier og links fra andre hjemmesider automatisk – hvis man skal tro Google. Helt så nemt er det sjældent, men der er ingen tvivl om at al god søgemaskineoptimering starter med ekstraordinært godt og relevant indhold. Det er det, der kaldes for content marketing, og som er en integreret del af og det vigtigste element i SEO.

Hvordan skaber man det bedste indhold på en hjemmeside?

Der indgår mange faktorer i at skabe suverænt godt indhold på en hjemmeside. Her kommer nogle af dem, du skal overveje:

  1. Det første man bør sikre sig er at undersøge, hvad brugerne rent faktisk søger efter og er interesseret i – til det formål kan man anvende Googles Keyword Tool.
  2. Når man har fundet relevante søgeord og søgetermer skal indholdet skrives og udfærdiges. Her bør man sætte sig i brugernes sted og gennemtænke, hvad det er for svar de leder efter og så give dem det på den mest overbevisende måde. Man kan skæve lidt til de sider, der ligger i toppen på Google for det pågældende søgeord og se, hvordan de har grebet det an og så ellers bare gøre det meget bedre.
  3. Indhold er ikke kun tekst eller artikler, men kan også være en video, podcast, billeder, infographics, pdf’er, white papers etc. Tænk over hvad brugeren vil foretrække.
  4. En blog er ofte det rigtige sted at udgive sit søgeordsmålrettede indhold. Det giver dig mere frie tøjler end en snæver menustruktur på selve hjemmesiden. Du kan meget nemt få installeret en WordPress blog i dit nuværende design og så er du i gang. Kontakt mig evt. hvis du er interesseret i dette.
  5. Når du laver indhold til hjemmesiden, så tænk over hvilken fase i kundens købsbeslutning, du forsøger at ramme med indholdet. Jeg plejer at anvende tre faser: indledende, overvejende og besluttende.
    I den indledende fase er der typisk tale om informationssøgning og der anvendes brede søgeord som f.eks. ‘vin’, ‘søgemaskineoptimering’ eller ‘børnetøj’.
    I den overvejende fase er kunden mere oplyst og forsøger at snævre sig ind på sit behov. Det kan være søgeord som ‘barolo 2007’, ‘seo priser’ eller ‘rød flyverdragt’.
    I den besluttende fase er kunden klar til at købe og søgeordene bliver længere og mere præcise; ‘altare barolo 2007’, ‘billig seo konsulent københavn’ eller ‘ticket to heaven flyverdragt i rød’ er eksempler på søgeord.
  6. Forsøg at publicere nyt indhold med jævne mellemrum. Jeg ved af egen erfaring at det kan være svært at nå, men det betaler sig hjem på den lange bane. Det er egentligt simpelt – tænk over spørgsmålet: Hvilken hjemmeside tror du er mest synlig i Google: Den med 10 sider eller den med 100 sider?
    Hvis du ikke har publiceret nyt indhold i lang tid, så start med én kvalitetsside om måneden og se om du senere kan få det op på én ugentlig opdatering. Google elsker hjemmesider, der opdateres ofte med godt og relevant indhold.
  7. Dit indhold skal markedsføres! Det betyder, at du skal dele dit indhold på relevante sociale medier – altså de steder, hvor din målgruppe også er tilstede. Det kan være Facebook, Twitter, Linkedin, Pinterest etc.

Skaber du indhold efter de ovenstående retningslinjer og følger du samtidigt grundlæggende SEO faktorer er du godt på vej til at komme til tops i Google. Vil du have hjælp på vejen, så tøv ikke med at få en uforpligtende snak med Jan Olsen på tlf. 22 14 57 38.

 

Skriv et svar