PPC – Pay Per Click – markedsføring handler især om tal og masser af data. Og det uanset om du kører kampagner på Facebook, Bing/Yahoo eller Google AdWords, som denne artikel omhandler. Hvis du ikke er interesseret i tal, så er det svært at blive rigtig god til Search Marketing, da det i høj grad handler om at analysere og segmenterer data, lærer fra det og så forbedre sine kampagner på baggrund af dette.
Nedenfor beskriver jeg 3 målinger, som de fleste måske ikke anvender hver dag, men som kan give yderligere indsigt i en kampagne og give input til forbedringer.
Annoncegruppe Impression Share
Google lancerede impression share målingen på annoncegruppeniveau i januar 2012, så den er forholdsvis ny og der er sikkert mange, der endnu ikke har fået øjnene op for den. Den kan medvirke til at højne impression share – altså det antal gange din annonce vises i forhold til antal søgninger, hvor det er muligt. Årsager til at en annonce ikke vises kan f.eks. være et for lavt bud eller en for lav quality score. Her kan du se hvor skoen trykker.
Top ift. andre
Denne segmentering eller måling finder du i søgeordsrapporten. Den viser mere nøjagtigt, hvor din annonce vises på Googles søgeside. Selv om du kan se, at din annonce har en gennemsnitlig position på f.eks. 1,5, kan du ikke af dette tal udlede om den har været vist for oven eller måske til højre, hvis der ikke er nogle annoncer i toppen. Dette kan have stor indflydelse på CTR. Så hvis du oplever et stort fald i CTR uden at have lavet nogle ændringer, kan det skyldes placeringsændringer af annoncen.
Det kan også være at du har forskellig konverteringsrate – alt efter om annoncen er for oven eller i siden. Det ses en gang imellem, at flere konverterer, når de klikker på en annonce i siden, selv om CTR her er lavere. Det kan du efterprøve med denne måling.
Rapportering på enheder
Der kan være stor forskel på, hvordan forskellige enheder, altså computere, tablets, mobile enheder, performer i dine kampagner. Faktisk så stor forskel, så det i mange sammenhænge er bedst at oprette forskellige kampagner baseret på forskellige enheder. Men har du ikke det – og det er der mange, der ikke har – så er denne rapport super. Her kan du se, om du overhovedet får nogle ordrer eller leads fra smartphones eller om det stadig er computere, der trækker det stor læs. Rapporten kan også medvirke til at klargøre om det er nødvendigt for dig at have en separat hjemmeside målrettet mobile enheder.
Der er mange segmenter og data, du kan blive klogere af i AdWords og som kan tage din kampagne til næste niveau. Her er blot 3 til at starte med og udvid så efter behov. Hver gang bliver du klogere og vil få mere ud af dit kampagnebudget.
Skriv et svar