Alle der følger med i min blog ved, at jeg går meget op i at teste og optimere, når det drejer sig om Google AdWords. Det er nemlig i detaljen og i optimeringen, at man for alvor kan få en god ROI ved annoncering med AdWords. Desværre er der stadig mange, der ikke foretager denne optimering, men bare lader deres kampagne løbe uden at teste.
Et godt sted at starte med at optimere er i selve annonceteksten. Det kræver ikke excel eller andre tekniske hjælpemidler – har man selv oprettet sine annoncer, ja så kan man også oprette en annonce til og teste forskellige elementer.
Når man skal teste annoncer, er det vigtigt at teste i de annoncegrupper, hvor der er en del trafik, ellers tager det for lang tid inden man finder ud af, hvad der virker.
Hvad skal man optimere eller teste i annonceteksten?
En Adwords annonce er jo egentlig simpel med i alt 130 tegn til rådighed i 4 linjer og hvor den sidste linje skal anvendes til webadressen, hvor der er begrænset udfoldelsesmuligheder. Men på trods af dette er der faktisk mange elementer, man kan teste og optimere. Her er 6 elementer, du kan fokusere på og gå i gang med.
- En stærk overskrift
Overskriften er altid det første en søger ser på, så sørg for at den er stærk og relevant. På en af mine egne kampagner testede jeg en gang to ret simple overskrifter mod hinanden. Den oprindelige var “Vinglas” og så forsøgte jeg med “Vinglas Center”, som den anden. Den sidste havde 54% højere CTR. - Test fordele mod egenskaber
Der er naturligvis ingen tvivl om, at dine produkter og services er fantastiske på grund af alle de egenskaber, du har bygget ind i dem. Men nogen gange er søgerne mindre interesseret i om den er blå eller rød og mere interesseret i hvad produktet kan gøre for dem. F.eks. vil folk måske klikke mere på “Bliv Slank, Tab 5 Kilo på 14 Dage” end på “Få Slankekursus Med 10 DVD’er”? - Hvad gør dit produkt specielt?
Vi har alle konkurrenter. I den virkelige verden står dine konkurrenter sjældent lige over eller under dig, men i søgeresultaterne gør de. Så sørg for at dine annoncer er anderledes og fremhæver det, der gør dig eller dine produkter unikke. Det kan være den laveste pris, gratis fragt, levering på bestemte tider etc. - Målret dit budskab mod målgruppens problemer
Når man søger online er det fordi man skal løse et problem eller opfylde et behov. Hvis du gengiver dette problem eller behov i annoncen, er det en indikation af at du forstår, hvad det handler om og du viser at dit produkt kan løse det. - Sæt søgeord i teksten
Mange tests viser, at såfremt søgetermen indgår i annonceteksten, så øges CTR. En måde at gøre det på er at sætte søgeord ind automatisk ved at anvende Dynamic keyword insertion. På den måde bliver søgetermen automatisk sat ind i din annonce, hvor du ønsker det. Du angiver det i annonceteksten således: {keyword:vinglas}. Såfremt der er plads bliver søgetermen indsat, alternativt bliver ordet vinglas sat ind (i dette eksempel). - Hav en stærk Call to Action
De fleste er nok klar over, at en annonce skal have en stærk Call To Action. Men den kan du også teste. Jeg så for nylig et amerikansk eksempel for en rejseside, der havde ændret deres call to action fra “save time” til “save and book”. Det gav et løft i CTR på hele 259%!
En sidste ting du altid bør huske på er, at selv dine bedste annoncer kan forbedres. Selv om du tester og optimerer og ser store fremskridt, så kan du altid gøre det endnu bedre.
Skriv et svar