For nogle uger siden besvarede jeg et SEO spørgsmål på LinkedIn, der gik på, hvordan man i Google Analytics kan se, hvilke søgeord en bruger har brugt, før han lander på en bestemt landingsside. Selve svaret på spørgsmålet er forholdsvist simpelt men anvendelsen af de fremkomne data i Analytics er mere spændende, da de kan anvendes til at forbedre din søgemaskineoptimering og give nogle hurtige resultater.
Men lad os først se på hvordan du finder data. Gå ind i Google Analytics og klik på Indhold -> Webstedsindhold -> Landingssider. Da vi udelukkende ser på de organiske resultater – altså ikke-betalt trafik fra søgemaskinerne – skal vi sortere al anden trafik fra. Det gør du ved at klikke på Avancerede segmenter og vælge ikke-betalt søgetrafik. Nu kan du se alle landingssider fra søgemaskinerne.
For at se hvilket søgeord, de har anvendt på vej til din landingsside, skal du blot klikke på Sekundær dimension og vælge Trafikkilder -> Søgeord. Så får du søgeordene med.
Nu har du en lang liste med en masse søgeord. For at gøre det lidt mere overskueligt bør du oprette et filter, der sorterer såkaldt “branded search” fra – altså søgeord, som indeholder dit firmanavn. Disse søgeord vil stort set altid give dig en høj position i søgemaskinerne, så dem behøver vi ikke her.
Fra de tilbageblevne søgeord tager du nu de ca. 50 bedste og undersøger, hvilken placering din hjemmeside har i Google på disse søgeord. Det kan selvfølgelig lade sig gøre manuelt, men du kan også anvende forskellige værktøjer til dette. Jeg anvender selv Advanced Web Ranking. For de søgeord, der ligger i top 3 i Google er der ikke så meget at hente. Du skal finde de søgeord, der ligger 7-12, da det er dem, der kan opnås mest på med en begrænset indsats.
Disse søgeord tager du og kører igennem Googles Keyword Tool for at finde ud af, hvor stort søgevolumen, der er på dem. Er der næsten intet søgevolumen, så drop dem.
Tilbage har du nu en liste med søgeord, der allerede giver trafik, men som ikke ligger i top i Google og som har et vist søgevolumen. Disse søgetermer kan du nu begynde at arbejde på rent SEO-mæssigt. Du bør f.eks. overveje følgende:
- Er søgeordet nævnt i titlen eller kan det tilføjes uden at ødelægge andre søgetermer?
- Er søgeordet nævnt i brødteksten eller kan det nemt tilføjes?
- Er det muligt at lave intern linking med det pågældende søgeord som ankertekst?
- Måske kan du oprette et afsnit med tekst på en anden side, der kan supportere med et internt link?
Du kan forfine hele udvælgelsesproceduren af søgeord til også at omfatte bounce rate, konverteringsfrekvens og indtjening, så du udvælger søgeord, der ikke kun kan give mere trafik men også opfylder dine mål.
Skriv et svar